Jalousi

”Swinger du? Hold da op.. Jeg ville aldrig kunne dele min partner med andre, jeg ville blive SÅ jaloux! Er det ikke svært?”.. Jeg har hørt den sætning ufatteligt mange gange og det er jeg overbevist om at mange andre åbne swingere eller polyamorøse par også har..

Om det er svært… JA gu er det sku da svært indimellem! Og den der påstår at de ikke bliver jaloux en gang imellem, lyver så deres bukser flyver helt op til månen! Bevares, nogen ting er mere jalousi-safe end andre ting og man kan vænne sig til meget.. Eller ’vænne sig til’ er sku en forkert vending, for det lyder som om man ligger i en eller anden tålelig tilstand indenfor ’offercirklen’.. Jeg vil hellere betegne det som erfaring.. Man får erfaringer på sine grænser og sine lyster. Og man erfarer at man hverken bliver forladt eller elsket mindre.. Tværtimod!

Mange betragter swingere og polyamorøse par, som om de ikke elsker hinanden lige så højt som monogame partnere.. For hvis de elskede hinanden lige så højt, ville også de have nok i den eneste ene, ligesom monoparrene.. Altså.. Så er jeg jo lige nødt til at smide utroskabskortet ind her, for ja nok har flertallet monogami udadtil – men usandsynligt mange ryger jo statistisk set alligevel på et eller andet tidspunkt ud af kurs for en kortere eller længere periode.. Og hvor er kærligheden så henne? For mange er det jo ikke selve akten i utroskaben der gør mest ondt, men løgnen og hemmelighederne.. Og det er jo så lige netop dér den store forskel ligger – en swinger eller polyperson i et velfungerende forhold vil altid fortælle sin primære partner om sine oplevelser og følelser med de tillægspersoner, der måtte være.. Af respekt og kærlighed til sin eneste ene! For JA, de fleste swingere og polyamorøse har 1 eneste ene!! Den person de ønsker at blive gammel sammen med.

Udover at de i den grad elsker hinanden er swingere og polyamorøse par også bare pisse fucking modige! De udfordrer hele følelsesregistreret, de snakker om sex, kærlighed, jalousi, misundelse, glæde, vrede osv. De mærker efter i sig selv hele tiden og er bundærlige og følelsesmæssigt HELT NØGNE over for partneren når noget gør av, eller noget gør godt. Det er motherfucking modigt at gå fullfront ind i sin jalousi og face den sammen med sin partner og IKKE sige stop og skride fra det hele… For ved i hvad.. Swingere og polyamorøse par har fundet ud af noget revolutionerende – hold vejret – trommehvirvel – selvom jalousi gør mega fucking AV og hele ens krop og sind tror man skal DØ… Så gør man det ikke.. Man dør fanme ikke!! Choking I know 😉

Ja ja.. Nu får jeg det til at lyde så let igen.. Det er det kraftspejleme ikke! Men det er dælanedeme selvudvikling på højt plan! Hvis man er mega modig og tør.. Tør blotte sin hysteriske, pudetævende, grønne Kermit, med pindarme der flyver rundt over hovedet, mens øjnene drejer rundt og man ligner hende pigen fra ’Excorsisten’ blot uden natkjolen.. For stråleopkast, det kan sagtens forekomme, når jalousien sparker dig så hårdt i maven, at den flaske vin man forsøgte at dulme med, ikke længere kan være der.. Og man håber på at man rammer den LORT man danner par med, lige i panden eller munden eller ja.. bare rammer.. I hjertet.. For partneren skal føle sig lige så tåbelig og grim og dum, som man selv gør.. Fordi??? Fordi man tror man skal DØ..

Det er klart anbefalelsesværdigt bare at give slip og lade disse reaktioner komme.. Alternativet som er en slags indre kasse man putter alt det grimme ned i og sætter hængelås på, er en tidsindstillet bombe, der pludselig springer op en dag hvor man forsøger at presse bare en lillebitte smule jalousi ned i den, bare en lillebitte dråbe, der får hele ens indre til at crashe og eksplodere i en eller anden angst- eller stressdiagnose.. Og det er ikke ligefrem dér parforholdet blomstrer heller.. Det er vigtigt at man har det space og tager det space og begge insisterer på at være i det.. Acceptere og respektere den jaloux partners lort der bare flyder ud af munden.. For det er jo heller ikke længere ham eller hende, der taler når posen bliver åbnet, det er Kermit! OG det kræver FUCKING MOD både at være Kermit, men også at være den der står målløs og overværer hele den grønne eksplosion..

Når så Kermit er taget hjem til de andre Muppets igen, så kan arbejdet begynde.. Hvad skete der, hvorfor kom jalousien, hvilke tanker havde jeg, hvad er det INDE I MIGSELV der udløser jalousien? For nøjagtig som de monogame personer bliver jaloux over ’hende den nye hotte sekretær’ eller ’ham den sprøde unge kollega med vaskebrættet og Cabriolet’en’, er jalousien over partnerens udenomslege i et swinger eller polyamorøst forhold IKKE rationel.. Manden ønsker ikke at forlade sin elskede kone for sin poly-elskerinde, præcis som monomanden heller ikke skrider med sin hotte sekretær! Men man har jo øjne i hovedet! Og fantasien og fryden ved at lure på den unge kollegas stramme krop, mens han skifter T-shirt i hjørnet af kontoret.. Uuuuh øjenguf! Men ikke ligefrem lifepartner-material vel!!? Og bliver man her jaloux helt ovre i den paniske ’hun forlader mig nu’ genre, er det jo en komplet IRRATIONEL jalousi! En jalousi, der ikke handler så meget om det der er sket, som det handler om én selv, selvværdet og ens begrænsende overbevisninger som fx ”jeg er ikke god nok, pæn nok, klog nok, værd at elske”.. Og så er det jo dér skoen trykker og ikke ens partner der er en idiot! Og ja, jeg tillader mig at sidestille ’swinger/polyjalousi’ med ’monogamijalousi’, for der er efter min overbevisning ingen forskel. Jeg vil i hvert fald påstå, at jeg ikke er hverken mere eller mindre jaloux nu, end jeg var, dengang jeg levede i monogamiland… Forskellen er mit syn på jalousien. Eller at jeg tør se på den uden at løbe væk!

Så hvis man tør, kan man arbejde med sin jalousi. Herhjemme har Mr. Uartig og jeg selvfølgelig også haft Kermit på besøg en del gange.. Og han er træls – fy for satan! – men man krammer ham (læs: reagerer), sparker ham ud af døren når man har fået nok af hans raseren, slikker sine sår sammen, og så overlever man! Klogere på sig selv og sin partner end inden den lille grønne fyr bankede på!

De swingere og polyamorøse der kan vække min bekymring, er de der IKKE tør åbne sig overfor partneren. Om det er fordi de føler sig pressede til at gå ind i den type forhold, eller de sidder i en ’noget for noget’ fælde – hvor man i min optik IKKE leger af lyst til ekstra sjov og ballade sammen i forholdet, men at man leger for selv at opnå noget – ja lad os kalde en (EGO)spade for en spade – MANIPULATION! Og når man kører ud af den tangent, så er forholdet ude på et skråplan der i bund og grund kan kategoriseres som AFVIKLING i stedet for den intention der ligger dybt forbundet med swinger og polylivet, nemlig UDVIKLING af både selvet og parforholdet!!

Jeg har set det mange gange desværre.. Og det gør mig ubeskriveligt ondt!
I min optik, skal ethvert swinger eller polyamorøst forhold kunne bære, at den ene part siger STOP. Eller STOP OP! Det er en god indikator på kærlighedstemperaturen, at kunne sige og mene ”hvis du ønsker monogami i vores parforhold, så vil jeg sige JA med udråbstegn. Uden at blinke.” For det VI der er grundlaget for forholdet, bør altid være vigtigere end alt det andet!

Det var så det lange svar på det korte spørgsmål jeg lagde ud med.. Det korte svar må være ”jo, jeg bliver af og til jaloux, men ikke mere end da jeg levede monogamt”.

Sidespring – om utroskab

Hej, jeg hedder Stina Maria, og jeg har været utro.. Flere gange.. Og jeg ønsker ikke at være sådan! Men hvordan undgår man utroskab?

Jeg ønsker en livspartner. Et parforhold, hvor der er inderlighed, ærlighed og seksuel tiltrækning hele livet igennem. Jeg har derfor i stor selverkendelse sat mig et mål om, at finde en løsning for, hvordan jeg kan opretholde gnisten og loyaliteten (og ikke mindst undgå utroskab) med min uartige partner, indtil døden, eller demens, os skiller.

Første gode bud, er åbenhed og kommunikation:

Hvad er utroskab for dig? Og har du overvejet, hvad du ville gøre, hvis du fandt ud af at din partner var dig utro? Kender din partner din holdning til utroskab? Og kender du din partners? Hvis ikke, vil jeg på det kraftigste opfordre jer til at tage snakken NU!! Det er en kendsgerning fra statistikkens verden, at der ER mere end 2 personer involveret i de fleste længerevarende parforhold, på et eller andet tidspunkt. Så vi er simpelthen nødt til at forholde os til, at utroskab kan ske for os alle.

Især spørgsmålet om hvad der for dig er utroskab, er vigtigt! Der er lige så mange forskellige svar, som der er mennesker, så hvis man forventer, at man har en stiltiende kontrakt med sin partner om, hvad der er okay og hvad der ikke er, kan man meget vel risikere at partneren forbryder sig imod reglementet, eller at man selv gør, fordi det aldrig er italesat, og man måske i bund og grund har et forskelligt regelsæt!

For mange par, er snubletråden for utroskab sat så højt, at det næsten er en umulighed, ikke at falde over den. Igen og igen.. Højden kan der være mange årsager til, som fx moralske normer i samfundet, tidligere oplevelser med utroskab og selvværdsissues. Om moralen udspringer af biblen eller samfundet, er irrelevant. Det der er interessant, er, at man sætter sin barre ud fra hvad andres holdning er! Nogen andre mener, at det her er det rigtige. Så MÅ det jo være sådan det er.. Men hvordan skulle normens moralske vogtere kunne sætte retningslinjer for DIN lykke? I mine øjne er det faktisk total ansvarsfraskrivelse, at man nægter at lytte til sine egne og partnerens følelser og ønsker for kærlighedslivet. At man tidligere er blevet bedraget, og derfor har brug for stram kontrol overfor sin partner, er ganske forståeligt for alle der har oplevet det på egen krop (og ja, jeg har også været der). Men det er irrationelt. Man sætter regler for alle mulige og umulige scenarier, hvorpå man igen vil kunne ende i samme frygtelige følelsesmudder, som dengang man blev bedraget. Problemet med denne tilgang, bevidst eller ubevidst, er, at man lige meget hvor stramt man binder sin partner, stadig vil have usikkerheder og dermed usynlige og usagte forhindringer, som partneren vil snuble over før eller siden. Dette bunder også i den sidste påstand om, at man mangler selvværd. Man føler måske at man har overscoret. Man er måske bange for at miste sin partner til den unge, smilende blondine i sekretariatet på hans arbejde, hende med de lange ben og faste bryster, som ikke endnu har børn, rynker eller tøj fra supermarkedet. Her vil jalousien måske allerede komme til udtryk, hvis partneren så meget som nævner hende. Man psyker sig selv op til vanvidshistorier, der, hvis de bliver italesat overfor partneren, muligvis vil komme ud som noget man har drømt, fordi det er så vanvittigt, Ala ”jeg drømte at du knaldede hende på chefens kontor” eller ”jeg drømte at du stak af til Australien med hende” eller ”pludselig var det hende og ikke mig du skulle giftes med til vores kommende bryllup”. Hvis man hviler i sig selv og ved at man er værdifuld, vil man ikke være i tvivl om, at ens mand muligvis (man ved det jo ikke og kan i virkeligheden blive overrasket hvis man spørger ham) synes hun er en flot pige (det synes man jo i øvrigt selv). Men man ved også, at manden har sit hjerte og sin primære lyst hos sin kone. Hvis du her under din mand at køre en flirt med denne disneyfigur af en kvinde, og heller ikke blev jaloux ved tanken om, at han muligvis fantaserede om hende, så tror jeg på, at du får en mand hjem, der er fyldt op med selvtillid og frække tanker, helt klar til at ruske sin elskede på den vilde måde, for i bund og grund synes han jo at DU er den frækkeste og dejligste kvinde i verden!

Da jeg indledte mit nuværende forhold, var jeg slet ikke overbevist om, at det var et forhold jeg ønskede. Jeg orkede ikke møllen igennem igen. Den der gamle sort/hvid film, hvor hverdag med skænderier og manglende gnist, stille og roligt overtager ens liv, og suger al næring og energi ud af én. Indtil man søgende eller ej, møder flirten et andet sted.. Og forbryder sig mod tilliden og skvatter over meterhøje utroskab snubletråde tilkoblet sprængfarlige detonatorer, så éns syndige svaghed eksploderer i hovedet på én. Og sidst men ikke mindst. Man sårer et menneske man elsker.. Og man skammer sig.. Jeg orkede ikke tanken om leverpostejshverdag i mit liv. Jeg ville spise toppen af kransekagen. Også til hverdag. Mens de andre på kontoret spiser leverpostej (endda sikkert også disney-sekretæren, som ser flirten med sine mandlige kolleger, som det lille strejf af de ristede løg hun mangler ovenpå leverpostejen, for at kunne holde sit liv ud og ikke hoppe ud over kanten på den nærmeste motorvejsbro!?) ville jeg mæske mig med kransekagetoppe, med chokoladebund og nougat i midten!

Da jeg kunne mærke, at mit hjerte fuldstændigt overtog magten og vandt diskussionen om hvorvidt jeg skulle smide gulddrengen på gaden eller ej, opstod der spørgsmål i mit hoved, som jeg var nødt til at debattere, både med mig selv OG med ham.

Hvordan pokker skaber man sig et parforhold, der ikke skylles ud med det lunkne badevand, når den første varme damp har lagt sig? Hvordan undgår man at miste sig selv i de rammer, den præfabrikerede kasse vi kalder ”dansk parforhold” rummer? Er det muligt og har vi viljen til, aldrig mere at spise leverpostejsmadder, med mindre de som minimum er peppet op med lidt nybagt rugbrød eller mayonnaise og ristede løg.

Og.. Basically.. Hvordan undgår jeg, med min historik, at være utro og såre min elskede?

Ubevidst eller bevidst, har jeg fundet mig en bunduartig mand, der på stedet gav mig lov til at spise al den forbudte frugt jeg havde lyst til. Han åbnede forholdet for mig. Der var dog 1 regel. Jeg måtte IKKE spise kiwi, for det ville han ikke bryde sig om. Der lå masser af kiwi i den frugtkurv. Og jeg blev fristet.. Jeg tog en kiwi op i hånden og fantaserede om den.. Midt i processen, fik jeg alligevel erkendelsen af, at denne frugt var forbudt, så jeg bad Mr.uartig om lov, til at smage bare denne ene kiwi.. OG det sårede ham! Men jeg fik lov, i hans erkendelse af, at jeg, som Eva i paradisets have, kunne fristes. Jeg spiste den kiwi. Men den smagte mig ikke. Den forbudte frugt, er altid spændende, men når man opdager konsekvenserne ved at spise den, er dårlig mavefornemmelse og uro i paradis, bliver smagen fordærvet af det. Vi nåede sammen frem til den erkendelse, at jeg fungerer dårligt under forbud og regler. Det er ikke et karaktertræk, der er særligt pænt eller elskværdigt! Det er ikke noget jeg er stolt af. Men det er sådan jeg er! Løsningen på erkendelsen, er, at frugtkurven stadig indeholder alle frugter, også kiwi, og at der nu ikke er nogen begrænsninger ift. hvilke frugter jeg vælger.. Men jeg er færdig med kiwi! For jeg ved at den fordærver mit paradis! Vores paradis!

Jeg selv var ikke villig til at stille frugtkurven foran min nye kærlighed, da vores uartige eventyr startede.. Primært handlede det om mit eget selvværd og at jeg var bange. Bange for at blive bedraget, for det gør ondt. For av for satan det gør ondt!! Jeg var jaloux. Og jeg var åben omkring det. Jeg var tilgengæld helt okay med at han kiggede på frugten, talte med-eller cyberflirtede (messenger, facebook mv.) med den.. Efterhånden som jeg fandt mig selv mere og mere sikker i vores kærlighed, og så, hvor stærk den voksede sig, blev jeg klar. Jeg besluttede mig for ikke længere at være bange! For hvis jeg faldt og slog mig, så vidste jeg, at selvom det ville gøre usandsynligt ondt, så ville jeg rejse mig igen! Så jeg satte, med stor selvsikkerhed og kærlighed frugtkurven frit og uforbeholden frem foran Mr.uartig, og følte suset af… Frihed!!!?? For selvom det udefra ser ud som om, at det er partneren der får friheden, så er det i endnu større grad den, der giver friheden, der mærker lettelsen (selvfølgelig i kraft af, at det helt og holdent er ens egen beslutning og ikke noget man føler sig presset til!). Min jalousi forsvandt som dug for solen.. Der var ikke længere rammer og regler ift. hans adfærd, jeg skulle kontrollere og følge op på. Jeg var SÅ lettet!

Om det åbne forhold, er løsningen på leverpostejslivets moralske politibetjent, der gør livet surt og indespærret, indtil man i dyb frustration overspiser af den forbudte frugt til man bliver dårlig af sin egen råddenskab, ved jeg ikke. Muligvis og forhåbentlig, er det løsningen for os! Men et åbent forhold, forstået på den måde, at man er tro mod sig selv og åben overfor sin partner omkring sine lyster og grænser for den forbudte frugt; må man se, røre, flirte, spise eller hvad det nu kunne være, tror jeg er vejen frem til et lykkeligt parforhold. Ikke at man nødvendigvis SKAL høste al den frugt man har lyst til, med fare for at partnerens grænser bliver overtrådt, men at man tør tale åbent og ærligt om det, er alfa og omega!

Så.. Hvad er utroskab for dig? Og.. Hvor føler du dig begrænset, i en grad at det er usundt for dit parforhold?

”Hvis du elsker noget, så slip det fri. Kommer det tilbage, er det dit. Kommer det ikke tilbage, var det aldrig dit til at begynde med”