Højt at flyve…

Følgende indlæg er skrevet for ½ år siden, i min dybeste frustration og smerte. Det er et meget dybt og personligt indlæg, men jeg er ikke bange for at dele både det gode og det onde med omverdenen. Det er jo kun med ærlighed vi bliver klogere på livet ikke sandt!?

………………………………………………………………………………………………….

Jeg sidder her i min sofa, fuldstændig nøgen, gået i stykker, og føler den dybeste angst. Intet er, som det var, og bliver nok aldrig det samme igen.. Der er lang vej i hvert fald..

Mr.Uartig og jeg, startede vores BDSM eventyr stille og roligt. Jeg var helt grøn, og havde egentlig aldrig forstået hvad det gik ud på. Jeg var en stærk kontrolleret kvinde, og det stod da også hurtigt klart, at jeg var lidt af en brat, som det kaldes i de kredse. Jeg gav mig ikke så let, jeg provokerede, råbte, bandede, svinede, sparkede og spyttede. Man kunne gøre mig meget ondt, før jeg skreg mit CIRKUS (som er vores safeword.. eller var..). Når jeg endelig kom i cirkus, var det en fantastisk følelse af at være i kroppen. Jeg kom ud af mit hoved og min kontrol. Jeg behøvede ikke være stærk, for Mr.uartig passede på mig.

BDSM forførte mig med sin nærhed og intimitet, for man er vitterligt kun 2 i cirklen, på trods af der måske fysisk er mange tilstede. Vidunderligt! Mr.uartig.nu kunne mærke mig 100%, og gav mig 1 minuts luft, når det var nødvendigt. Han kunne mærke det, fornemme hvor jeg var, koncentreret og fokuseret på mine mindste bevægelser.. Kærlighed og aggression flød frit imellem os, så smukt og unikt.

Jeg kunne tage mange klø. Det var fantastisk. Jeg var stolt. Og stolt af mine kærlighedsmærker.. De var så smukke! Og Mr.Uartig var stolt. Stolt af mig og stolt af sit værk. Og han nød at få lov at tage mig ind og passe på mig, når vi ramte cirkus.

Som tiden gik, blev jeg mere tilpas i rollen som submissiv, og kunne godt have hele seancer, uden spor af brat behavior, jeg var en dygtig pige. Måske var det her jeg mistede den første flig af mig selv i legen? Jeg ved det ikke. Ingen ved det, og vi kommer måske aldrig til at vide det.

Men galt gik det. Som i rigtig galt. En nat hvor vi, som så mange gange tidligere, legede hårdt, og i og for sig rigtig fedt, glemte jeg at mærke efter. Jeg overskred mine grænser. Og jeg kørte forbi indgangen til cirkus, uden at gå ind, og toget rullede bare videre.. Jeg skulle være stået af det tog. For efter cirkus kommer alle dæmonerne og spøgelserne.. Hvad der skete husker jeg egentlig ikke. Autopilot. Men da jeg blev sluppet fri af rebene, stramme om håndleddene, rystede jeg som et espeløv. Min krop var i chok. Jeg husker en tydelig afsky ved at blive rørt, om end Mr.Uartig forsøgte at hente mig tilbage, og hjælpe mig med mit kontroltab. Men min tillid var forduftet. Jeg kunne ikke holde ud at blive rørt. Jeg kastede op, rystede, snublede, græd. Og trak mig. Ind i mig selv. Væk. I angsten.

Så nu sidder jeg her i min sofa. Mange tårer og angstanfald senere. Jeg har svigtet migselv, og jeg har svigtet min mand. Min herre. Min elskede. Jeg har misbrugt mig selv. Jeg har ladet mig misbruge. For i det sekund jeg passerede indgangen til cirkus, indbød jeg alle dæmonerne til at spise af min sjæl. Og sårene bløder stadig. Jeg ved at sårene nok skal hele. Men de bliver til ar. Og hvilke omkostninger de ar på sjælen kommer til at betyde for mig, for os, på kortere og længere sigt, kan ingen svare på. Kun tiden kan vise om der er indre blødninger og total katastrofal kollaps.

Mr.uartig er lige så skræmt. Skræmt over grænselandet, spøgelserne og dæmonerne, der fuldstændigt usynligt overtog vores leg og kastede os foran helvedes flammende port. Vi skulle jo bare en tur i cirkus for pokker! Skræmt over ikke at have set signalerne, skræmt over min manglende evne til at stå af toget i tide, skræmt over ikke at kunne fange mig, tage mig ind og passe på mig..

Så hvem er vi nu? Hvad gør vi nu? Uden tillid til os selv og tvivl i hjertet om det kan ske igen. Svævende over jorden forsøger vi at spotte et godt sted at lande. Vores kærlighed er stærk, men kan den bære flere ture i dæmonernes favn? Og selvom vi elsker cirkus, som i virkelig ELSKER, er risikoen for senskader i kærligheden så turen i cirkus værd?

Og hvem er jeg nu? Hvis jeg ikke er hende den grænseløse søgende kvinde, der har higet efter at mærke grænserne? I mit hoved er jeg stadig den, der elsker de mørke sider i grænselandet, hvor man så fint kan se dæmonernes ansigter igennem hegnet, når man spadserer forbi dem og drejer af ind i cirkus. Jeg higer og længes efter alt det, som var! Men min krop er bange. Og det hjælper ikke at blive vred på den. Det hjælper ikke at forsøge at kontrollere den. Jeg er nødt til at acceptere og respektere den, hvor den er lige nu, bange og lille, selvom jeg forbander dens reaktion ind i helvede. Jeg forsøger at acceptere at den denne gang skal have rum, luft og tid til at hele..

Så hvad vi skal gøre nu, og hvor vi skal hen, er i skrivende stund ganske uvist. En masse tryghed og tillid skal genfindes. Kroppene skal hele. Kærlighedsmærkerne, som denne gang er en smertefuld reminder om kaos, skal udviskes. Vi skal tilbage til start. Vi er slået hjem.

Glem aldrig at reagere på dine grænser. Hellere før end siden.. Pas på jer selv og hinanden <3

………………………………………………………………………………………………………

Mr.Uartig og jeg står nu velankommet og lykkelige på den anden side af mørket, hvor vi igen stråler om kap med solen, når vi tager en tur i cirkus 😊

Følg mig på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *